• MENU >>
• Weblog
• Om Junioreliten
• Hall of Fame
• Arkiv
• RSS Feed

 Et VM ud over al forventning…

Og alligevel ærgrer jeg mig lidt i dag. Jeg kunne godt have brugt den bronze som pynt i min fine JWOC-bagage, som jeg tager med mig videre til de stores rækker, efter jeg har løbet mit sidste JWOC-løb i morgen. Da jeg kom i mål, var jeg meget tilfreds. Jeg følte, at jeg havde løbet et kontrolleret og ”tæt på perfekt” løb, men vidste samtidig også at fysikken har set bedre dage og der var mange tilbage på startlisten, som også kunne gøre det godt. Efter lidt grundigere analyse her tilbage på kasernen kan jeg nu se, at jeg faktisk har lavet lidt større fejl end min fornemmelse af løbet egentlig fortalte mig. Det er dog stadig svært at skrabe 2:35 sammen, som var kløften mellem mig og guldet. Men at kunne løbe et VM med den følelse, jeg havde i dag, er noget jeg har længtes efter i to år og endelig fik lov til at føle igen. Da jeg forlod det åbne område efter de fire første poster, tænkte jeg ret faktisk ”Nej, jeg vil have mere af det åbne, svære område!!! Ikke ind i skoven endnu”. Det var som at løbe en super fed teknisk træning. At banen så til sidst slutter på et fodboldstadion til VM i Sydafrika = vuvuzelaer, båthorn og tilråb, som giver det sidste energi til at komme over målstrengen, er HELT FANTASTISK!!! Forberedelsen det sidste år har været en kamp med lange passager op ad bakke. Jeg har forsøgt at acceptere mit fysiske og psykiske standpunkt og forlige mig med, hvad resultaterne til JWOC end ville blive. Alligevel ønskede og drømte jeg om at kunne præstere og vise mig på podiet, i sær når det nu er mit sidste JWOC. En god afslutning på juniorkarrieren ville give et skud selvtillid frem til seniorrækkerne. Men det var altid en tanke, jeg forsøgte at gemme væk og ikke gøre til et mål for JWOC. Derfor er det helt fantastisk at have præsteret som jeg nu har. At kunne præstere som jeg har gjort til lang og mellem er ud over al forventning og noget, der giver mig et ordentlig selvtillids-boost! Nu er jeg klar til at blive gammel ;) Og så bliver det pivfedt i morgen på stafetten. Det er godt vi har vores fantastiske supporters – dem får vi formentlig brug for i morgen!

 kommentar (0)

 Så blev guldmedaljen generobret.

I går var det så tid til langdistance. På denne distance havde jeg jo en guldmedalje fra sidste år at forsvare, og hvor ville jeg bare gerne gøre det. Selvom jeg så gerne ville lykkes på denne distance, var jeg faktisk ikke så nervøs inden start. Det kriblede lidt i maven, men sådan skal det jo være, når man står til en vigtig konkurrence.

Jeg kom rigtig godt i gang med løbet, hvor jeg tog mig tiden til at komme ind på kortet. Efter lidt tid begyndte jeg at føle mig rigtig træt, og jeg havde ikke rigtigt et ekstra gear ude på stierne. Jeg kom til at tænke meget over det, og jeg lavede en halvminuts fejl på post 8. Jeg fik så fokus over på det vigtige igen, nemlig teknikken. Fysikken kunne jeg jo ikke gøre så meget ved andet end virkelig at prøve at presse på.

 

Efter anden publikumspassage begyndte jeg igen at miste koncentrationen, men jeg fik hanket op i mig selv, inden jeg fik lavet en større fejl. På den sidste runde gik teknikken faktisk rigtig godt, og jeg følte, at jeg fik presset det sidste ud af kroppen. Jeg mistede dog noget tid til sidsteposten, fordi jeg begyndte at følge snitzlingen den forkerte vej.

 

Egentlig havde jeg slet ikke et perfekt løb på langdistancen, men jeg formåede at holde hovedet koldt, hver gang det var ved at gå galt. Jeg lavede ingen større fejl, men jeg holdt mig hele tiden på den sikre side, og det kunne virkelig betale sig på en dag, hvor der blev lavet meget store bom i skoven.

Jeg er så utrolig glad for min guldmedalje, og jeg er stolt over at kunne holde nerverne i ro og hovedet koldt på en dag, hvor jeg virkelig ønskede at præstere godt.

 kommentar (0)

 JWOC-sprint

 

Guld på sprint! Starten på JWOC-ugen kunne ikke være bedre for os danskere, hvor det blev til to guldmedaljer, en podieplacering og yderligere to top 10 placeringer.

Den ene guldmedalje stod jeg så for. Inden starten glædede jeg mig rigtig meget. Nervøsiteten var på et passende niveau, og benene føltes rigtig gode. Da jeg stod i startboksen mærkede jeg virkelig, at det var JWOC, jeg stod til, og ikke bare et tilfældigt b-løb i Danmark. En landsholdskammerat startede nemlig tre minutter inden mig, og da hun startede, kunne jeg høre et brøl fra stævnepladsen. Jeg lukkede øjnene og gjorde mig helt klar til selv at blive modtaget på denne måde.

Så gik starten.

 

Det var super fedt at komme forbi stævnepladsen på vej til startpunktet. Publikum var virkelig helt oppe og køre. I starten var jeg lidt usikker, men jeg kom hurtigt ind i en god rytme, hvor jeg var på forkant med orienteringen, kiggede op og så de detaljer, jeg orienterede efter.

Et stykke henne på banen havde vi nogle korte stræk, hvor vi løb mellem hække og bede. Her havde jeg svært ved at være på forkant, og jeg måtte stoppe op og læse kortet. Jeg fandt dog hurtigt ind i rytmen igen.

 

I mål vandt jeg klart med 24 sekunder. Nærmest hele vejen rundt på banen lykkedes det for mig at være på forkant med orienteringen, så jeg ikke fik løbet mig selv ind i nogle fælder. Jeg fik også taget nogle gode vejvalg. Jeg følte dog ude på banen, at jeg var lidt for langsom til at tage dem, men det kunne helt sikkert betale sig, og derfor står jeg øverst på skamlen i dag.

Guld på sprint! Det føles virkelig godt.

 kommentar (0)

 Nu er JWOC 2010 nærmest i gang.

Sammen med resten af det danske landshold har jeg siden torsdag middag været på Aalborg kaserne, for at lægge den sidste hånd på forberedelserne til JWOC. Lørdag var vi ude og løbe modelevent til lang, hvor vi løb på en del af svinkløvkortet. Terrænet var ikke helt, som vi havde forventet. Det var en del tættere og med mere underbevoksning. Det var hårdt at løbe i, og dette skyldes måske også varmen og den høje luftfugtighed. Alligevel var det fedt at være ude at løbe i det mest relevante terræn.

I dag blev vejret mere ”løber-venligt”, og vi var til modelevent på sprintdistancen. Modeleventet foregik i en del af universitetsparken, så det kunne jo ikke blive mere relevant. Vi løb nogle o-intervaller, og det var super fedt. Kortet var detaljeret med en masse passager mellem bygningerne. Det var svært at holde høj fart, fordi man skulle læse så meget.

Efter træningen er jeg virkelig begyndt at glæde mig til sprinten i morgen. Jeg håber, terrænet bliver mindst lige så fedt med nogle udfordrende baner. Men jeg er sikker på, at det nok skal blive rigtig godt.

I aften går JWOC så rigtigt i gang med åbningsceremoni inde i Aalborg. Nervøsiteten og spændingen kommer også langsomt krybende, så jeg kan rigtig mærke, at vi snart for alvor er i gang med JWOC. Det bliver fedt!

 kommentar (0)

 Manglede fart

I dag havde jeg som mål at komme igennem banen uden bom. Terrænnet ville blive hurtigt og det at komme på bagkant kunne let opstå. Jeg ville derfor lade orienteringen styre farten og virkeligt sætte fuldt fokus på dette under løbet.
Under løbet følte jeg også, at teknikken styrede farten. Jeg havde dog for mange steder, hvor jeg stoppede op for at få bekræftelse i stedet for at tro på mig selv og fortsætte.
Banen startede ud med nogle tunge og kuperede stræk, hvorefter terrænet skiftede til god bund og mindre stejlt. Her kunne der derfor løbes meget mere hurtigt. På langdistancen havde jeg bommet for meget, kom aldrig ordenligt ind på kortet og havde ikke nok respekt for den tekniske udfordring. Da terrænet i dag skiftede til det hurtige turde jeg ikke sætte farten op. Jeg ville rigtigt gerne fuldføre mit mål og jeg var bange for at fart ville ødelægge dette. Når jeg endelig begyndte at sætte lidt fart på kom der bare en masse stop for at bekræfte, at jeg nu ikke dummede mig.
Da jeg kom i mål følte jeg egentligt at mit løb var gået meget godt. Jeg havde holdt mit mål med ikke at bomme og var rigtigt glad for det. Først da jeg joggede af og fik tænkt mit løb lidt igennem indså jeg, hvor meget jeg tabte på ikke at turde sætte nok fart på.
Jeg havde ikke nogen målsætning for nogen placering, men jeg må indrømme at det faldt tungt, da jeg blev slået ud af A-finalen.
Jeg er rigtigt motiveret for at løbe godt i morgen. I morgen bliver det sværere teknisk og mit mål vil derfor være ligesom i dag. I morgen vil jeg dog ikke være bange for at sætte fart på og tro på mig selv.

 kommentar (0)

 JWOC - fra den anden side

Nu er det snart en måned siden der var junior-vm testløb. To løb, jeg gerne ser tilbage på, og et dårligt/uheldigt løb, som afgjorde, at jeg var første reserve på dette års JWOC-hold. Dengang var jeg på en måde ikke skuffet:  Min vinter blev aldrig, som jeg ville det, og de andre drenge havde derfor trukket fra mig. Jeg accepterede hurtigt udtagelsen og glædede mig over en NOC og EYOC-plads. Det var en rigtig fin ”trøst”, og jeg lagde hurtigt junior VM væk.
Men nu, hvor jeg sidder i San Martino 50 m fra morgendagens mellemdistance stævneplads, savner jeg det. Det er ikke så meget det, at løbe i landholdstrøjen der rykker, men mere det fantastiske sammenhold, der findes på det danske juniorlandshold og også på tværs af nationerne. Jeg kan stadig følge med i, hvad ”de” går og laver – dog nu på bloggen og Facebook - og jeg kan huske det hele fra sidste år. Jeg savner derfor at stå på ”den rigtige side”, selvom jeg for kun 3 dage siden stod på medaljeskamlen til EYOC i Serbien efter en perfekt sprint. En generel god halvårs sæsonafslutning:

Jeg havde inden konkurrencerne overvejet mine chancer ved dette EYOC. Sidste år i Schweiz var jeg rigtig godt kørende, og havnede i top 20 alle dage. Så nu var jeg i tvivl om, hvor højt jeg kunne sætte mine foventninger.
Alle placeringstanker var dog smidt, da det sidste start ”bip” lød på langdistancen. En lang og hård bane var i vente, og jeg ville bare sørge for, at teknikken var perfekt. Dog haltede fysikken gevaldigt. Allerede på vej mod post 6, blev jeg nødt til at gå op ad bakken. Måske var det højden, måske var det bare formen? Men alligevel, da jeg krydser målstregen, bliver jeg mødt af Gry Johansen, som fortæller mig, at jeg er nr. 5. Jeg var lidt overrasket, men på den anden side, kan jeg sige, at jeg havde et næsten perfekt teknisk løb, som åbenbart gjorde udfaldet. Resultatet blev dog presset ned til en 7. Plads, hvilket egentlig ikke betød så meget for mig, så længe mit løb tilfredsstillende.

Så kom stafetten. Jeg ville forsøge at gentage min gode første tur fra sidste år. Og på en meget teknisk krævende bane gik jeg rent igennem og kom ind som nr. 4 bare 32 sek. efter nr. 1. Mit hold havde som sådan ikke de store chancer, da jeg egentlig var den eneste, der løb den rigtige klasse, men Lars Hjerrild leverede en super præstation på 2. turen, og vi var ”kun” rykket ned på en 10. plads bare 5 min. efter. Så skulle Camilla Søgaard ud og vise de store H18 drenge tænder, og det gjorde hun i stor stil: Vi endte i H18 som nr. 16 ud af 26 hold og alle på holdet var meget tilfredse med deres indsats. Så målet var nået!

Sidste dagen. Nu galt det sprinten.
Se kortet og vejvalg:  http://www.bgof.org/routegadget/cgi-bin/reitti.cgi?act=map&id=66&kieli=
Sidste år blev jeg nr. 14 året før nr. 13 i H16, men i år ville sprinten blive meget mere teknisk. Vi startede ud på en ”fladere” bjergside i et skiterræn, med diffuse skovområder imellem. Jeg kom helt perfekt gennem skovområdet og tænkte: ”så er det ”bare” byen.” Som ventet fik vi et langstræk over en ”hotel-ruin”, hvor jeg hurtigt valgte venstre vejvalget. Derefter ventede mange små stræk i byen mellem en masse små huse. Jeg klarede det perfekt, kun post 14, tog jeg udenom, da jeg ikke kunne gennemskue den åbenbart hurtigste vej. Så den sidste sløjfe og ned i mål. Her blev jeg mødt af en speaker som råbte: ”He is running for the title!” Jeg tænkte bare ”yes”, da han annoncerede mig som 2’er, som også blev slutresultatet. Jeg var ret glad, men mest fordi, jeg havde løbet 3 næsten perfekte tekniske løb i streg.

Så jeg rejste glad til Italien i mandags for at deltage i publikumsløbet. Og selvom jeg kan sige nu, at jeg savner sammenholdet, kan jeg kun glæde mig over de fantastiske resultater. Ny dansk juniorverdensmester og to sølvmedaljer. Stort tillykke til alle og også til trænerne, som gør et stort arbejde for holdet. Jeg ser derfor frem til mellemdistancen og især stafetten, hvor jeg helt sikkert vil stå på supporter-siden og heppe. Jeg kan kun ønske held og lykke til alle!

Og nu når jeg savner at være med på juniorlandsholdet, motiverer det mig kun endnu mere til junior VM næste år på dansk grund.

 kommentar (1)

 nu er jeg verdensmester!

Nu er det dagen efter langdistancen, og jeg har efterhånden fået fordøjet gårsdagens oplevelser. Alligevel kan jeg ikke helt forstå, at jeg nu i et helt år kan kalde mig for regerende verdensmester på den lange distance.

Da jeg i går tog med bussen til start, havde jeg ikke forestillet mig, at jeg om aftenen skulle stå med en guldmedalje om halsen. Jeg vidste godt, at jeg med et rigtig godt løb kunne komme på podiet. For at få det gode løb skulle jeg løbe virkelig godt teknisk, vidste jeg. Derfor var min plan, at være sikker på teknikken og lade farten komme, når min teknik ville tillade det.

Da jeg startede min opvarming i går, stod det ned i stænger og det lynede og tordnede. Det var rigtig koldt at varme op, og min motivation faldt et hak. Jeg følte ikke rigtigt, at det var en vm-konkurrence, jeg skulle ud og løbe. Vejret og min motivation vendte dog, da der ca. var 10 minutter til, at jeg skulle ind i startboksen. Regnen stilnede af, og solen kom frem. På samme måde kom min lyst og motivation frem, og jeg glædede mig virkelig til at få kortet i hånden.

Endelig stod jeg så på startstregen, og uret talte ned. Det sidste bib lød, og jeg løb ud på langdistancen.

Den første post fik jeg sikkert, hvor jeg stille orienterede mig frem for at komme godt ind på kortet. Det næste stræk var forholdsvist langt, og jeg skulle løbe på kompasset op mod en stor saddel. Her skulle der bare kæmpes på. Jeg opdagede, at jeg havde fået en bobbel i mit kompas og skiftede det derfor ud med det andet, som jeg havde siddende i bh'en.

Jeg kom ind i et godt flyd fra starten. Til post 4 var jeg dog lidt usikker, men jeg havde luret, at det var et svært stræk, hvor man kunne bomme meget, hvis man ikke var helt med på kortet. Halvvejs på strækket havde jeg ikke helt styr på det, men jeg fik hurtigt rettet op.

På det meste af banen havde jeg et godt flyd, men hvor jeg brugte noget tid ved hver post på at få lagt en god plan. De sidste 5 poster gik rigtig godt teknisk, og der tænkte jeg meget på bare at kæmpe. Ved publikumsposten havde jeg fået af vide, at jeg lå godt med, men jeg vidste ikke, hvad "godt med" var.

Efter 2. sidste posten kæmpede jeg mig op ad en leret strænt og kunne se publikum. Danskerne begyndte at heppe helt vildt. Jeg kunne høre på deres stemmer, at det her var godt. Da jeg kom tæt på dem, fik jeg af vide, at det var guldet jeg løb om. Det var fantastisk at høre, og det gav mig vilje til at kæmpe det sidste. Kort efter jeg var kommet i mål, var det sikkert. Guldet var hjemme!

Det var et super løb jeg havde, dog ikke perfekt. Jeg lavede nogle småfejl, men jeg tror ca. det var et minut i alt. Flere steder brugte jeg sikkert lidt for meget tid på at være sikker, men det viste sig at være det, som kunne betale sig på denne bane. Jeg løb helt, som jeg skulle, og det var en helt fantastisk følelse at lykkes så godt.

Jeg blev fejret super godt atf alle omkring mig, og det var en vidunderlig dag. Og den blev ikke værre af, at Søren og Rasmus T også begge løb helt fantastisk.

 kommentar (2)

 En træners tanker

Der er nu gået ca. 12 timer siden at Ida, Søren og Thrane var på podiet igår aftes. 12 timer der primært er brugt på at sove rusen ud, men også på at reflektere lidt over hvad der er sket.

Jeg skal være ærlig og indrømme, at inden vi rejste herned, så håbede jeg på en medalje eller to. Nu står vi allerede med 3, det er lidt uvirkeligt. Vi var her første gang i august 2008, og tre løbere var her igen i maj 2009, mens resten kom herned i onsdags for anden gang. Hvergang har vi boet på det samme hotel oppe i Passo Rolle. Vi har spist morgenmad med udsigt ud over langdistanceterrænet, og blevet inspireret hver eneste dag. Men lidet har vi vidst at starten skulle gå 400m fra hotellet, og slet ikke hvordan resultaterne skulle blive.
Nu ved vi det. Ida er verdensmester, Søren fik sin flotte sølvmedalje, og Goose kom endelig på podiet. Derudover rigtig fine præstationer af Emma og Marius.

Men hvordan når man dertil? Det er et godt spørgsmål, men svaret er nok ikke så kompliceret som man skulle gå og tro. "Hvor der er vilje, er der vej" sagde en junior engang på TV. Det er så sandt som det er sagt.
Denne Juniorelite indeholder så meget glæde, vilje og lyst til at blive bedst, at man ikke kan blive andet end inspireret af hinanden. Det er klart at ikke alle har lige meget succes, men alle påvirkes af succes'en, og alle kan se hvad der skal til for at blive bedst.
For fem år siden var jeg med til at sætte en ny standard for hvad der skulle til. I starten gav det en del clashes, og det var krævende at få ændret mentaliteten. Men nu er den hvor den skal være, det er nu løberne selv, der sætter overliggeren højt og vil endnu mere. Det er en sand fornøjelse at være en del af.

Foreløbbigt tak til Emma, Ida, Marie, Signe, Stine, Zenia, Folino, Goose, Kragh, Marius, Søren B og Søren S, det er fedt at være på tur med jer. Men husk, i morgen er det på med arbejdstøjet igen.

Jeg skal heller ikke glemme lederne. Sunes store arbejde, både hernede og derhjemme, det er kanon. Julie skaber en super stemning, og Ditte får løberne klare til nye udfordringer.

I håbet om endnu mere dansk succes
Lars

 kommentar (4)

 hviledagen venter

Anden dag til JWOC er forbi, og det er med lidt blandede følelser at jeg nu er på vej i seng og ser frem mod hviledagen imorgen.
Sprinten i går gik for mit vedkommende godt, dog havde jeg gerne set mig selv lidt højere på resultatlisten, ift den rigtig gode følelse jeg havde da jeg kom i mål. Sådan er det nu en gang, og det ændrer jo ikke på at jeg stadig er  glad for min egen præstation. Derudover gør det jo ikke humøret dårligere at Ida efterfølgende tog en forrygende sølv og Søren en 5. plads - ikke langt fra metallet.
I dag stod den på lang, og jeg tror at jeg taler for alle når jeg siger at det var HÅRDT.
Vejrguderne viste sig ikke fra deres bedste side, og jeg formåede personligt at løbe hele mit løb i en god gardin tordenbyge - bare spørg dem der var tilskuere om det var vådt og koldt. Jeg startede egenlig meget fint ud - stille og roligt med fin kontrol, men efterfølgende storbommede jeg et langstræk. Fandt derudover aldrig rigtig energien, og den power jeg ellers har haft følelsen af at have hernede i bakkerne kom aldrig. Måske fordi jeg lige har været syg, eller også har jeg bare ikke ramt dagen? Så for mit vedkommende blev det en lang hård kamp for at komme igennem en bane, der ellers var utrolig lækker rent teknisk.
Humøret røg dog helt i vejret, da Ida IGEN gjorde det, og minsandten gik ind og tog guld - fantastisk. Og ligeledes blev stemningen løftet endnu højere i danskerlejren, da Søren bobach gik ind og og tog sølvet. Og som om det ikke var nok, fuldendte Rasmus Thrane succesen med en 5. plads. - Hvilken dag. Fantastisk at være dansker.
Nu glæder vi os over dem der har haft succes, og ser frem mod kvalifikationen på mellemdistance torsdag. Jeg glæder mig ihvertfald personligt til at tage revance.
Ses senere, og håber i følger med derhjemmefra :-)

 kommentar (0)

 JWOC Lang - WUHUUUU!

Ida, Thrane og Søren. Tre danskere på podiet på kongedistancen LANG! Os som allerede nu er tilbage på hotellet og kun har kunne følge den spændende afslutning på computeren, er fuldstændig oppe og køre, og stemningen er nok endnu vildere ude på stævnepladsen i den danske lejr. Det er så sejt!

Det har været en ret vild dag, så jeg vil prøve at give et fyldigt referat af den, så i derhjemme i Danmark måske også kan mærke noget af stemningen :)

00:02 Luften er lummer, himmelen bliver lyst op af lyn og tordenbrag ruller ind over Fiera. Vi sover. Vores kroppe lader op. I morgen skal vi løbe langt!

06:30 Jeg vågner, og for første gang er det ikke morgenmadssult, men alarmen på mit ur som vækker mig. Morgenmad, optapning, pakke taske, morgenmad igen - afgang!

9:45 Sammen med Kragh og Zenia stiger jeg på bussen, som skal kører os til Passo Rolle. Da vi tidligere har boet i Passo Rolle kender vi turen rigtig godt, og er alle nogenlunde afslappet.

11:36 Fin stemning i startområdet. Hilser på lette, newzealænder og tjekke og går på toilet for fjerde gang.

12:19 Jeg siger farvel til Lars. Jeg har forklaret ham, at jeg vil løbe langdistancen, som var det en træning (for det er det jo i bund og grund også). Lars siger god for den, og jeg kan mærke at der er styr på nerverne :)

12:25 Jeg tager kortet, planen er klar: teknisk, med sikker attack strategi - kompas.

12:28 Jeg er næsten ved 1'eren, laver en lille fiskekrog. Klipper.

12:35 På vej til 3'erne. (Plan: krydse to grøfter, op på den store udløber, se den store sten, ned til punthøjen) Kommer op til den store sten, og ser er jeg er tæt på et grønt område. Forvirring. Stres. Flue i flaske og minutterne løber. Tilbage til sten -> post!

12:40 Har fundet 5'eren efter noget besvær. Tænker: Get yourself together lad. Kører resten af banen i truckertempo, med fin planlægning og udførsel.

12:56 Regn, lyn og torden. Jeg føler mig vild, mindes ikke at jeg nogensinde har været så gennemblødt på et orienteringsløb. Kommer til væskeposten, men drikker ikke. Regnvandet løber ned over mit ansigt og ind i min mund. Det smager af salt... FOKUS!

13:28 Løber op igennem opløbet. Glæder mig til at klippe sidsteposten. Jeg er tilfreds med størstedelen af banen, og kan se at jeg  ikke ligger vildt langt efter de førende. Det regner stadigt voldsomt, og der er ingen steder man rigtig kan komme i læ og blive tør og varm. Jeg klæder om, så hurtigt jeg kan og løber mod bussen. Passerer start og kan se gennemblødt Ida Bob løbe mod pre-start - GO GET THEM!

14:06 Falder i søvn i bussen. Vågner op 50 min senere i svedigt elka regntøj. Stiger af bussen i Fiera. Temperatur: 22 grader, sol :)

15:15 Tilbage på hotellet. Fyre op for "live results" med Stine og Marie. Jubel da vi ser at Ida vinder og Thranen og Søren Bob begge løber stabilt til podieplaceringer. Vi farer rundt i byen for at finde snor og balloner - det her skal fejres!

17:30 På værelse 407 ligger 50 oppustede balloner. Vi binder dem sammen og hænger dem op i indgangen til hotellet, efter med begejstring at have forklaret den italienske receptionist at DENMARK IS WINNING!

Resten af denne dag og resten af denne uge bliver en fest! I aften er der price giving for både sprint og lang, 5 gange skal vi se danskere på podiet. Hvidt, rødt, jubel! 

Vi har hviledag i morgen, og jeg vil bruge så meget af min energi som muligt på at samle tankerne om mellemdistance kval. Jeg vil gerne løbe mellemdistancen med den følelse, jeg havde på de sidste 2/3 af banen i dag. Det bliver sjovt - Jeg glæder mig!

 
 

 kommentar (0)