• MENU >>
• Weblog
• Om Junioreliten
• Hall of Fame
• Arkiv
• RSS Feed

 Frankrig er fedt

I dag stod det i sprintens tegn, hvilket blev en stor dag for det danske hold. Det er fedt at lykkedes, men endnu federe er det at lykkedes med andre. Så her til aften har der været god stemning i den danske lejr.

 

Mit eget løb gik næsten perfekt. Derfor vil jeg lige skrive mine tanker ned undervejs på løbet. Vi startede med at have 150m til startpunktet, som gik direkte opad. Så pulsen var høj, da man bevægede sig ned over bakken til etteren. Jeg angreb posten lidt forsigtigt, da jeg nødig ville lave en fejl fra start. Jeg holdt lidt til højre, da jeg vidste at posten skulle ligge på vest siden og fandt den sikkert.

Toeren gik jeg lidt til højre for, anede stybet til højre og passerede den grå stenbunke posten lå bag, kiggede til venstre også posten.

Treeren gik jeg lidt til højre for, passerede diget og så posten til venstre for mig.

Fireren havde jeg set man skulle have fra stiknækket sydøst for posten, derfor ville jeg bare løbe direkte op til de to marker nordvest for treeren også derud af. Men da jeg kom til den grønne passage lige efter treeren var det en kæmpe slugt, fyldt med grønt lort. Jeg opdagede hurtigt stien lige højre for, og sparrede derfor mig selv for skræmmer på armene og vandt omring et halvt minut på folk der løb igennem.

Femmeren var der ingen ben i og får derfor planlagt mit vejvalg til sekseren. Ser man skal ned på stien lige syd for stregen og planlægger at løbe over de to marker stregen også går igennem. Hvilket viste sig at være dumt, da det var ret svært at komme fra den første mark til stien, og derefter var det det rene helvede at komme igennem den lille grønne passage med den utydelige rende. Ender endelig på den planlagte sti, dog med et halvt minuts tids tab.

Til syveren var der lige et kortskift. Så var det bare over broen og bagom ind i posten.

Til otteren tog jeg det første vejvalg jeg så, som var hen til kirken og derefter nord ind i posten.

Nieren angreb jeg sydfra og til tieren tog jeg det mest simple vejvalg, nemlig vejen lige nord fra stregen. Man skulle dog holde tungen lige i munden i posttagningen, da der lige nord for posten stod en herre-post.

Så var det bare at give den gas til sidst, for at løbe ind til en overraskende stor sejr. Så alt i alt et rigtigt godt løb, kun med en vejvalgs fejl til sekseren. En rigtig fed sprint både med svære detaljer i skoven, men ikke mindst den gamle by, med de smalle gader var en stor teknisk udfordring. Så en rigtig god dansk start, på et super godt arrangeret JEC med verdens fedeste terræner.

 kommentar (1)

 God start

Så er JWOC startet - en god start for det danske hold.

Der er god stemning i lejren. For mig var det en super glad og dejlig modtagelse jeg fik i mål, af de andre danskere, da jeg kom ind liggende til bronze medalje - som holdt! Det er fedt at løbe godt, men endnu federe er det, at man ikke bare vinder en medalje hjem til ens eget bedste, men vinder den hjem til hele holdets opbakning!

Selve løbet gik godt, stort set perfekt, kun med et par enkelte små fejl. Holdets gode præstationer er blevet fejret med champagne og hvad der til hører. Så nu er vi klar til endnu et løb i morgen – langdistancen. Det bliver fedt endelig at få lov til at prøve kræfter med det australske terræn.

 kommentar (1)

 Et forsinket eventyr fra det virkelige liv!

Der var engang tre piger og en Foxy Lady (Julie) på vej til den store, barske skov Gumble Pinnacles. De kørte i kortege med de to andre køretøjer. De tre piger havde travlt med at pifte efter midaldrende vejarbejdere og synge med på JWOC cd’en. Pludselig, så de et meget specielt skilt, der straks vækkede deres opmærksomhed. De fik uden brug af de store overtalelsesevner Foxy Lady til at holde ind, så de kunne forevige mindet om dette bedårende skilt. Resultatet af deres anstrengelser kan ses her:

 

 

Flokken af biler var forsat uden at opdage, at bilen med de skønne piger manglede!! Foxy Lady trykkede på speederen og satte jagten ind, trods lavt brændstofniveau. Hvad vi ikke vidste, var at flokken var drejet af. De skønne piger og Foxy Lady kørte og kørte, men efter 10 minutter blev de enige om, at finde telefon frem og kontakte flokken. Desværre var flokken ikke til at få fat på. Efter lidt overvejelse besluttede de at fortsætte mod den nærmeste by, for at søge hjælp. Her blev der tanket, men batteriet på mobilen var nu faretruende lavt… og stadig ingen lyd fra flokken. Derfor besluttede de sig for, at spørge de lokale aboriginals om hjælp. En gammel en af slagsens gav et byd på hvor vi kunne finde skoven. De kørte af sted på den lille snoede vej gennem det golde terræn.

Pludselig gav Ulle lyd fra sig!!! Vi var reddet! Så bortset fra en lille omvej på ca. 40km skete der intet med hverken de skønne piger eller Foxy Lady… Og de levede lykkeligt til deres dages ende.

Line, Marie og Maja

 kommentar (1)

 Fødselsdag

Hej

Vi rejser om under en uge, hvilket betyder i har travlt... med at finde en fødselsdagsgave til mig! Jeg bliver 19 år den 10. juli, dagen hvor hviledagen finder sted. Mange gaver tak! og kage.

- Maja

 kommentar (8)