• MENU >>
• Weblog
• Om Junioreliten
• Hall of Fame
• Arkiv
• RSS Feed

 Et VM ud over al forventning…

Og alligevel ærgrer jeg mig lidt i dag. Jeg kunne godt have brugt den bronze som pynt i min fine JWOC-bagage, som jeg tager med mig videre til de stores rækker, efter jeg har løbet mit sidste JWOC-løb i morgen. Da jeg kom i mål, var jeg meget tilfreds. Jeg følte, at jeg havde løbet et kontrolleret og ”tæt på perfekt” løb, men vidste samtidig også at fysikken har set bedre dage og der var mange tilbage på startlisten, som også kunne gøre det godt. Efter lidt grundigere analyse her tilbage på kasernen kan jeg nu se, at jeg faktisk har lavet lidt større fejl end min fornemmelse af løbet egentlig fortalte mig. Det er dog stadig svært at skrabe 2:35 sammen, som var kløften mellem mig og guldet. Men at kunne løbe et VM med den følelse, jeg havde i dag, er noget jeg har længtes efter i to år og endelig fik lov til at føle igen. Da jeg forlod det åbne område efter de fire første poster, tænkte jeg ret faktisk ”Nej, jeg vil have mere af det åbne, svære område!!! Ikke ind i skoven endnu”. Det var som at løbe en super fed teknisk træning. At banen så til sidst slutter på et fodboldstadion til VM i Sydafrika = vuvuzelaer, båthorn og tilråb, som giver det sidste energi til at komme over målstrengen, er HELT FANTASTISK!!! Forberedelsen det sidste år har været en kamp med lange passager op ad bakke. Jeg har forsøgt at acceptere mit fysiske og psykiske standpunkt og forlige mig med, hvad resultaterne til JWOC end ville blive. Alligevel ønskede og drømte jeg om at kunne præstere og vise mig på podiet, i sær når det nu er mit sidste JWOC. En god afslutning på juniorkarrieren ville give et skud selvtillid frem til seniorrækkerne. Men det var altid en tanke, jeg forsøgte at gemme væk og ikke gøre til et mål for JWOC. Derfor er det helt fantastisk at have præsteret som jeg nu har. At kunne præstere som jeg har gjort til lang og mellem er ud over al forventning og noget, der giver mig et ordentlig selvtillids-boost! Nu er jeg klar til at blive gammel ;) Og så bliver det pivfedt i morgen på stafetten. Det er godt vi har vores fantastiske supporters – dem får vi formentlig brug for i morgen!

 kommentar (0)

 Et nyt år er begyndt...

Nu er sommerferien slut, JWOC 08 er ovre og vi kan nu vende næserne mod JWOC 2009 i Italien.

Efter en uges træningslejr i Trentino er motivationen igen kommet op på 100% og forberedelserne er for alvor begyndt. Med en masse træning fra JWOC-området i bagagen og en masse kig ind i JWOC-terrænerne (når vi kørte ud til træning) synes jeg, jeg har fået en god ide om hvilken opgave vi bliver til for til JWOC næste år - både teknisk og fysisk.

Teknisk handler det meget om orientering på skrænter (især at holde højde). her skal man få sig et præcist billede af kurverne og så benytte sig at stendetaljerne til at blive i den rigtige højde. Kompas OG KIG OP! man kan se mere og længere end man lige tror. Ind i mellem kan det også komme til at gå ned ad og her er det vigtigt at være obs på orientering i overfart. tingene kommer hurtigere, man falder let til den ene eller anden side og man taber meget ved at komme et par kurve for langt ned. her tror jeg kompasset er guld hver.

Men det er nu ikke teknikken der bekymrer mig mest, men mere den fysiske opgave vi bliver stillet overfor. BAKKER, BAKKER og lidt flere BAKKER. De bliver meget svære at undgå. Og problemet ligger ikke kun i "op ad bakke". Skræntløb og ned ad kræver lige så meget (hvis ikke mere) løbsteknik som det kræver styrke. Dette er ikke lige frem en løbsteknik man får trænet meget af når man træner i nordsjællandske skove.
Men ud over den manglende løbsteknik er jeg så uheldig at lide af højdeskræk, hvilket jeg godt kunne mærke ind i mellem på træninglejren i Italien. Det er svært at forklare hvad det lige præcis er, jeg er bange for - for man kan jo ikke lige frem falde ned - men jeg bliver bare utryg, skræmt og stiv i kroppen (og det går ikke hurtigt når man er stiv i kroppen). Al dette er noget jeg skal arbejde med det kommende år, for det er helt sikkert min største svaghed.
Så fra nu af står den på en masse bakkeintervaller, skræntløb og "downhill"-træning (som jeg for det meste vil inkludere i mine langkøringer).
Psykisk ved jeg endnu ikke hvad jeg skal gøre Måske skal jeg konstant udfordre mig selv: nærme mig kanten når jeg er på ski og opsøge højder når det er muligt.

Men alt i alt er jeg meget motiveret og glad for at være i gang. Målet for dette efterår er ikke at blive syg som skulle ødelægge min rytme i træningen (som jeg har været så uheldig med de sidste to år).

Næste store konkurrence bliver EYOC i Schweiz.

 kommentar (0)

 Sol og skyfri himmel igen

Skyen, som længe har blokket for udsigten til JWOC i Göteborg, er nu endelig forduftet. Jeg bestod nemlig min køreprøve i dag (uden at køre noget ned :P jeg lavede endda en parallelparkering). Så nu kan jeg endelig slappe ordentligt af og finde det overskud jeg har efterlyst. Jeg skal lige have overstået en matematik mundtlig årsprøve, og så har jeg sommerferie. Det er jo lige til at overkomme. Det har dog hjulpet mig meget at læse alle de andres indlæg her på bloggen. Deres forventninger og beskrivelser af hvordan det bliver at komme afsted. Jeg får lidt kuldegysninger når jeg læser det, fordi jeg kan sætte mig 100% ind i hvad de føler. Jeg har de sidste par løbeture taget JWOC-kortene med, og kigget på dem. Man kan jo lige så godt udnytte de 30-45 minutters jog :P

 kommentar (1)

 Overskud, hvor er du?

Puha, lige pludselig er der jo ikke længe til. Jeg synes ikke, det er længe siden, vi var samlet i Göteborg og kiggede et år frem - frem mod JWOC 2008. Nu er der kun lidt over 1½ uge til vi drager af sted og årets hovedmål går i gang.

Det er tid til at samle tankerne og finde overskud. Og overskud er noget, jeg i den grad har brug for nu. De sidste par uger har været lidt for overbooket i mit hoved og jeg har ikke altid kunne overskue træning og tanken om VM så tæt på. Sidste uge var nok hovedårsagen til dette stress og mangel på overskud. På bare tre dage skulle jeg til fysisk test, eksamen og køreprøve – lidt mange ”prøver” på en gang syntes jeg. Jeg så derfor frem til at få afsluttet al dette og endelig kunne fokusere på VM. Men men, sådan skulle det selvfølgelig ikke gå. Testen var dårligere end den sidste og jeg havde svært ved at se noget positivt i den, selvom Lars og Sune forsøgte at overbevise mig om, at den var fin og der var en fremgang. Eksamen gik okay og jeg fik da hevet et 10-tal hjem, så den kunne jeg godt smide ud af hovedet, men så kom køreprøven. Den sorte sky, som havde hængt over mit hoved de sidste mange måneder og som forhåbentlig skulle blive til solskin og glade dage, men nej. Hvor åndssvagt det end lyder, var jeg så uheldig at køre et dådyr ned efter kun 10 minutters kørsel. Jeg blev ikke dumpet, da det ikke var min skyld og jeg ikke kunne have gjort noget, men jeg kunne ikke få mit kørekort, fordi jeg kun havde kørt i 10 min og bilen ikke kunne køre mere, fordi dyret havde smadret servostyringen. ØV! (men kan også godt grine lidt af det! Det er en god historie når jeg engang får det kørekort..) Jeg har heldigvis fået en ny køreprøve forholdsvis hurtigt, og får forhåbentlig afsluttet al dette den 24. juni. – hvilket kun giver mig 3 dage inden vi tager af sted.

Jeg glæder mig bare til at komme af sted. Når først vi er af sted og kommer der op, forsvinder al stress og tanker på alt mulig andet, og jeg kan endelig finde det fokus frem, der skal til. Jeg glæder mig til det tidspunkt, jeg får kortet i hånden og alle tanker og bekymringer forsvinder. Det tidspunkt, hvor jeg bare skal løse opgaven og gøre det, jeg så godt kan lide!!

 kommentar (2)

 Det er en leg – så brug dit legetøj!

Det var de sidste ord jeg fik med mig af Lars efter at have gennemgået mit løb til Mellemdistance finalen. Et løb jeg selv var utrolig utilfreds med. Jeg kom aldrig ordentlig ind på kortet, fik aldrig flyd i orienteringen og min egen opfattelse af nord var meget forkert, men desværre meget dominerende det meste af løbet. Selvom det kun blev til nogle få fiskekroge på lidt for mange poster og det alt i alt var et okay løb, følte jeg det som et af de dårligste løb længe. Det var ikke så meget placeringen eller tiden, men følelsen af løbet. Den var helt forkert. En følelse af ikke at have kontrol over løbet og orientering, men værst af alt en følelse af ikke at have nydt løbet. Jeg havde ikke nydt en 3,6 km lang, super fed o-bane og noget af det fedeste terræn i verdenen! Så ville jeg hellere have løbet et løb med nogle kæmpe bom og ende som nr. 50, så længe jeg have nydt det. For orientering for mig, I sær i sådan noget terræn som dette, er den rene leg. Der findes ikke noget bedre. Men det er en leg som kræver et helt bestemt slags legetøj, KORTET. Og glemmer man at bruge legetøjet, bliver legen mærkelig, ude af kontrol og ikke spor sjov.

Derfor blev mit mål med stafetten at nyde legen mest mulig. Legen bliver desuden endnu sjovere hvis man fører an. Desværre gik det ikke helt som planlagt.
En ting jeg plejer at være god til, er at tro på mig selv og være selvstændig når de andre løbere drejer fra. Men denne gang var den væk. Jeg ved ikke hvorfor, men af en eller anden grund troede jeg overhovedet ikke på mig selv. Jeg vidste ellers præcis hvor jeg var da jeg nærmede mig post 1 og flokken begyndte at blive spredt til de forskellig gaflinger. Men da der ikke var nogle der styrede ned mod min post, valgte jeg at tror på jeg ikke var langt nok og fortsatte med de andre længere frem i håb om at de førte mig ned til posten. Efter 200 meter kunne jeg godt se det ikke var rigtigt og at de andre helt sikkert ikke var på vej til post 1 mere. Jeg fik heldigvis hurtigt læst mig ind og styret tilbage mod posten, som jeg alligevel bommer lidt (mere). Pludselig var jeg meget alene og vidste jeg måtte ligger allerbagerst. Vi havde snakket om at hvis man bommede, kunne det ikke løbes ind. Det skulle orienteres ind, så det var det jeg nærmest råbte til mig selv på vej til pot 2. Det lykkedes mig alligevel at bomme denne post rigtig meget, og fandt den kun ved et held.
Heldigt nok, fik jeg flyd i orienteringen og løbet på resten af banen og løbet hæderlig resten af vej med kun nogle få svaj undervejs. Men det var svært at holde sig mentalt oppe, når man henter en Kineser på vej til post 7, og en newzealænder på vej til post 12. Det var da også med tårer i øjnene jeg joggede af.
Det tog mig rigtig lang tid at komme mig over sådan et ekstremt skuffende løb. Et løb jeg har set fra til siden NOC, hvor jeg løb et formidable første tur og derfor vidste at det ikke var umuligt.
Selv nu, hvis jeg engang i mellem kommer til at tænke på løbet, bliver jeg rigtig ked af det inden i og skuffet over mig selv. Heldigvis er det kun mig selv, der tæver mig. Selvfølgelig var Maja og Line lige så skuffede som mig, når vi vidste det var muligt, men sådan nogle ting sker og det er der ikke noget at gøre ved.
Selvom Maja blev sendt ud som nr. 21 (en milliard år efter de førende), kæmpede hun på og løb en af de bedste tider og kom en på en hæderlig 12. Plads. Så det var utrolig flot kommet igen.
Efter at have grædt et par gange over løbet og stampet lidt i gulvet, begyndt det at hjælpe lidt på det og jeg kom lidt mere over på og blev klar til banketten.
Det var en fed fest, som vi vandt stort, især over Norge, som måtte sende 3 af deres drenge hjem kl. 19:30 - før vi fik aftensmad.

Jeg har svært ved at se positivt på mine præstationer fra dette års VM, men jeg har helt sikkert taget en masse god erfaring med i bagagen, som jeg skal arbejde med det næste års tid. Og jeg er mere end klar på at træne benhårdt det næste år og var 110 % klar når vi om et år drager til Göteborg.

Så…

Brug dit legetøj og tro på dig selv!!!

Tak for et meget lærerigt JWOC i nogle af verdens fedeste terræner!

- Signe, Cairns, Down Under

 kommentar (0)

 Nu går det løs..

Nu er vi endelig ankommet til Dubbo og jeg kan mærke at årets JWOC nærmer sig. De endelig forberedelser sætter ind. I dag på fælles joggetur fik vi kigget lidt på sprint terrænet igennem tremmerne i hegnet. Ikke at vi fik særlig meget ud af det, men en fornemmelse af hvor tæt på konkurrencerne er, synes jeg da jeg fik.

Efter fælles udstrækning fik vi hver uddelt en bulletin 4 og beskeden ”Ingen SOMMERLEJR mere! Fra nu af er vi til VM.”

Jeg er blevet indlogeret på et tremandsværelse med Line og Maja. Siden jeg har fået tiltusket mig en lille forkølelse og lidt hoste, fik jeg hurtigt tildelt den ekstra seng, mens Maja og Line deler dobbeltsengen. Inde ved siden af bor de tre andre tøser. Hyggeligt nok er der en dør i mellem de to værelse så vi hurtigt kan komme ind til hinanden.

Lige nu står den på restituering og mental opladning til konkurrencerne.

Vejret er heldigvis varmere her i Dubbo i forhold til Orange. Den sidste aften i Orange, blev det så koldt at det begyndte at sne. (ja, det hvide på billedet er sne!)

 

 

 kommentar (0)

 Signe i Kænguruland...

Søndag formiddag løb vi vores første orienteringsløb i Australien. Ud over at opleve noget af det fedeste terræn, håbede de fleste af os på også at få set minimum en kænguru på vejen. Jeg var så heldig at en sød kænguru havde lyst til at krydse min vej. Kun Ida og Konring var uheldige og kom hjem uden at have spottet en eneste kænguru. Ida fik dog revanche da vi kørte hjem fra eftermiddagstræningen mandag, hvor os i Lars’ bil var heldige at se en hel flok kænguruer på marken lige ved siden af vejen.

En ting der har overrasket mig lidt efter at have ankommet til Orange, er vejret. Jeg føler mig lidt snydt. Jeg var godt klar over at det var vinter, men at der decideret skal være frost i græsset om morgenen og at det bliver mørkt kl. 17:30, synes jeg er lidt tarveligt. Men jeg overlever og så redder Australien den med at levere sådan nogle fede terræn, som dem vi har løbet i indtil videre.

 

 

 kommentar (0)