I dag havde jeg som mål at komme igennem banen uden bom. Terrænnet ville blive hurtigt og det at komme på bagkant kunne let opstå. Jeg ville derfor lade orienteringen styre farten og virkeligt sætte fuldt fokus på dette under løbet.
Under løbet følte jeg også, at teknikken styrede farten. Jeg havde dog for mange steder, hvor jeg stoppede op for at få bekræftelse i stedet for at tro på mig selv og fortsætte.
Banen startede ud med nogle tunge og kuperede stræk, hvorefter terrænet skiftede til god bund og mindre stejlt. Her kunne der derfor løbes meget mere hurtigt. På langdistancen havde jeg bommet for meget, kom aldrig ordenligt ind på kortet og havde ikke nok respekt for den tekniske udfordring. Da terrænet i dag skiftede til det hurtige turde jeg ikke sætte farten op. Jeg ville rigtigt gerne fuldføre mit mål og jeg var bange for at fart ville ødelægge dette. Når jeg endelig begyndte at sætte lidt fart på kom der bare en masse stop for at bekræfte, at jeg nu ikke dummede mig.
Da jeg kom i mål følte jeg egentligt at mit løb var gået meget godt. Jeg havde holdt mit mål med ikke at bomme og var rigtigt glad for det. Først da jeg joggede af og fik tænkt mit løb lidt igennem indså jeg, hvor meget jeg tabte på ikke at turde sætte nok fart på.
Jeg havde ikke nogen målsætning for nogen placering, men jeg må indrømme at det faldt tungt, da jeg blev slået ud af A-finalen.
Jeg er rigtigt motiveret for at løbe godt i morgen. I morgen bliver det sværere teknisk og mit mål vil derfor være ligesom i dag. I morgen vil jeg dog ikke være bange for at sætte fart på og tro på mig selv.