• MENU >>
• Weblog
• Om Junioreliten
• Hall of Fame
• Arkiv
• RSS Feed

 Manglede fart

I dag havde jeg som mål at komme igennem banen uden bom. Terrænnet ville blive hurtigt og det at komme på bagkant kunne let opstå. Jeg ville derfor lade orienteringen styre farten og virkeligt sætte fuldt fokus på dette under løbet.
Under løbet følte jeg også, at teknikken styrede farten. Jeg havde dog for mange steder, hvor jeg stoppede op for at få bekræftelse i stedet for at tro på mig selv og fortsætte.
Banen startede ud med nogle tunge og kuperede stræk, hvorefter terrænet skiftede til god bund og mindre stejlt. Her kunne der derfor løbes meget mere hurtigt. På langdistancen havde jeg bommet for meget, kom aldrig ordenligt ind på kortet og havde ikke nok respekt for den tekniske udfordring. Da terrænet i dag skiftede til det hurtige turde jeg ikke sætte farten op. Jeg ville rigtigt gerne fuldføre mit mål og jeg var bange for at fart ville ødelægge dette. Når jeg endelig begyndte at sætte lidt fart på kom der bare en masse stop for at bekræfte, at jeg nu ikke dummede mig.
Da jeg kom i mål følte jeg egentligt at mit løb var gået meget godt. Jeg havde holdt mit mål med ikke at bomme og var rigtigt glad for det. Først da jeg joggede af og fik tænkt mit løb lidt igennem indså jeg, hvor meget jeg tabte på ikke at turde sætte nok fart på.
Jeg havde ikke nogen målsætning for nogen placering, men jeg må indrømme at det faldt tungt, da jeg blev slået ud af A-finalen.
Jeg er rigtigt motiveret for at løbe godt i morgen. I morgen bliver det sværere teknisk og mit mål vil derfor være ligesom i dag. I morgen vil jeg dog ikke være bange for at sætte fart på og tro på mig selv.

 kommentar (0)

 JWOC - fra den anden side

Nu er det snart en måned siden der var junior-vm testløb. To løb, jeg gerne ser tilbage på, og et dårligt/uheldigt løb, som afgjorde, at jeg var første reserve på dette års JWOC-hold. Dengang var jeg på en måde ikke skuffet:  Min vinter blev aldrig, som jeg ville det, og de andre drenge havde derfor trukket fra mig. Jeg accepterede hurtigt udtagelsen og glædede mig over en NOC og EYOC-plads. Det var en rigtig fin ”trøst”, og jeg lagde hurtigt junior VM væk.
Men nu, hvor jeg sidder i San Martino 50 m fra morgendagens mellemdistance stævneplads, savner jeg det. Det er ikke så meget det, at løbe i landholdstrøjen der rykker, men mere det fantastiske sammenhold, der findes på det danske juniorlandshold og også på tværs af nationerne. Jeg kan stadig følge med i, hvad ”de” går og laver – dog nu på bloggen og Facebook - og jeg kan huske det hele fra sidste år. Jeg savner derfor at stå på ”den rigtige side”, selvom jeg for kun 3 dage siden stod på medaljeskamlen til EYOC i Serbien efter en perfekt sprint. En generel god halvårs sæsonafslutning:

Jeg havde inden konkurrencerne overvejet mine chancer ved dette EYOC. Sidste år i Schweiz var jeg rigtig godt kørende, og havnede i top 20 alle dage. Så nu var jeg i tvivl om, hvor højt jeg kunne sætte mine foventninger.
Alle placeringstanker var dog smidt, da det sidste start ”bip” lød på langdistancen. En lang og hård bane var i vente, og jeg ville bare sørge for, at teknikken var perfekt. Dog haltede fysikken gevaldigt. Allerede på vej mod post 6, blev jeg nødt til at gå op ad bakken. Måske var det højden, måske var det bare formen? Men alligevel, da jeg krydser målstregen, bliver jeg mødt af Gry Johansen, som fortæller mig, at jeg er nr. 5. Jeg var lidt overrasket, men på den anden side, kan jeg sige, at jeg havde et næsten perfekt teknisk løb, som åbenbart gjorde udfaldet. Resultatet blev dog presset ned til en 7. Plads, hvilket egentlig ikke betød så meget for mig, så længe mit løb tilfredsstillende.

Så kom stafetten. Jeg ville forsøge at gentage min gode første tur fra sidste år. Og på en meget teknisk krævende bane gik jeg rent igennem og kom ind som nr. 4 bare 32 sek. efter nr. 1. Mit hold havde som sådan ikke de store chancer, da jeg egentlig var den eneste, der løb den rigtige klasse, men Lars Hjerrild leverede en super præstation på 2. turen, og vi var ”kun” rykket ned på en 10. plads bare 5 min. efter. Så skulle Camilla Søgaard ud og vise de store H18 drenge tænder, og det gjorde hun i stor stil: Vi endte i H18 som nr. 16 ud af 26 hold og alle på holdet var meget tilfredse med deres indsats. Så målet var nået!

Sidste dagen. Nu galt det sprinten.
Se kortet og vejvalg:  http://www.bgof.org/routegadget/cgi-bin/reitti.cgi?act=map&id=66&kieli=
Sidste år blev jeg nr. 14 året før nr. 13 i H16, men i år ville sprinten blive meget mere teknisk. Vi startede ud på en ”fladere” bjergside i et skiterræn, med diffuse skovområder imellem. Jeg kom helt perfekt gennem skovområdet og tænkte: ”så er det ”bare” byen.” Som ventet fik vi et langstræk over en ”hotel-ruin”, hvor jeg hurtigt valgte venstre vejvalget. Derefter ventede mange små stræk i byen mellem en masse små huse. Jeg klarede det perfekt, kun post 14, tog jeg udenom, da jeg ikke kunne gennemskue den åbenbart hurtigste vej. Så den sidste sløjfe og ned i mål. Her blev jeg mødt af en speaker som råbte: ”He is running for the title!” Jeg tænkte bare ”yes”, da han annoncerede mig som 2’er, som også blev slutresultatet. Jeg var ret glad, men mest fordi, jeg havde løbet 3 næsten perfekte tekniske løb i streg.

Så jeg rejste glad til Italien i mandags for at deltage i publikumsløbet. Og selvom jeg kan sige nu, at jeg savner sammenholdet, kan jeg kun glæde mig over de fantastiske resultater. Ny dansk juniorverdensmester og to sølvmedaljer. Stort tillykke til alle og også til trænerne, som gør et stort arbejde for holdet. Jeg ser derfor frem til mellemdistancen og især stafetten, hvor jeg helt sikkert vil stå på supporter-siden og heppe. Jeg kan kun ønske held og lykke til alle!

Og nu når jeg savner at være med på juniorlandsholdet, motiverer det mig kun endnu mere til junior VM næste år på dansk grund.

 kommentar (1)

 nu er jeg verdensmester!

Nu er det dagen efter langdistancen, og jeg har efterhånden fået fordøjet gårsdagens oplevelser. Alligevel kan jeg ikke helt forstå, at jeg nu i et helt år kan kalde mig for regerende verdensmester på den lange distance.

Da jeg i går tog med bussen til start, havde jeg ikke forestillet mig, at jeg om aftenen skulle stå med en guldmedalje om halsen. Jeg vidste godt, at jeg med et rigtig godt løb kunne komme på podiet. For at få det gode løb skulle jeg løbe virkelig godt teknisk, vidste jeg. Derfor var min plan, at være sikker på teknikken og lade farten komme, når min teknik ville tillade det.

Da jeg startede min opvarming i går, stod det ned i stænger og det lynede og tordnede. Det var rigtig koldt at varme op, og min motivation faldt et hak. Jeg følte ikke rigtigt, at det var en vm-konkurrence, jeg skulle ud og løbe. Vejret og min motivation vendte dog, da der ca. var 10 minutter til, at jeg skulle ind i startboksen. Regnen stilnede af, og solen kom frem. På samme måde kom min lyst og motivation frem, og jeg glædede mig virkelig til at få kortet i hånden.

Endelig stod jeg så på startstregen, og uret talte ned. Det sidste bib lød, og jeg løb ud på langdistancen.

Den første post fik jeg sikkert, hvor jeg stille orienterede mig frem for at komme godt ind på kortet. Det næste stræk var forholdsvist langt, og jeg skulle løbe på kompasset op mod en stor saddel. Her skulle der bare kæmpes på. Jeg opdagede, at jeg havde fået en bobbel i mit kompas og skiftede det derfor ud med det andet, som jeg havde siddende i bh'en.

Jeg kom ind i et godt flyd fra starten. Til post 4 var jeg dog lidt usikker, men jeg havde luret, at det var et svært stræk, hvor man kunne bomme meget, hvis man ikke var helt med på kortet. Halvvejs på strækket havde jeg ikke helt styr på det, men jeg fik hurtigt rettet op.

På det meste af banen havde jeg et godt flyd, men hvor jeg brugte noget tid ved hver post på at få lagt en god plan. De sidste 5 poster gik rigtig godt teknisk, og der tænkte jeg meget på bare at kæmpe. Ved publikumsposten havde jeg fået af vide, at jeg lå godt med, men jeg vidste ikke, hvad "godt med" var.

Efter 2. sidste posten kæmpede jeg mig op ad en leret strænt og kunne se publikum. Danskerne begyndte at heppe helt vildt. Jeg kunne høre på deres stemmer, at det her var godt. Da jeg kom tæt på dem, fik jeg af vide, at det var guldet jeg løb om. Det var fantastisk at høre, og det gav mig vilje til at kæmpe det sidste. Kort efter jeg var kommet i mål, var det sikkert. Guldet var hjemme!

Det var et super løb jeg havde, dog ikke perfekt. Jeg lavede nogle småfejl, men jeg tror ca. det var et minut i alt. Flere steder brugte jeg sikkert lidt for meget tid på at være sikker, men det viste sig at være det, som kunne betale sig på denne bane. Jeg løb helt, som jeg skulle, og det var en helt fantastisk følelse at lykkes så godt.

Jeg blev fejret super godt atf alle omkring mig, og det var en vidunderlig dag. Og den blev ikke værre af, at Søren og Rasmus T også begge løb helt fantastisk.

 kommentar (2)

 En træners tanker

Der er nu gået ca. 12 timer siden at Ida, Søren og Thrane var på podiet igår aftes. 12 timer der primært er brugt på at sove rusen ud, men også på at reflektere lidt over hvad der er sket.

Jeg skal være ærlig og indrømme, at inden vi rejste herned, så håbede jeg på en medalje eller to. Nu står vi allerede med 3, det er lidt uvirkeligt. Vi var her første gang i august 2008, og tre løbere var her igen i maj 2009, mens resten kom herned i onsdags for anden gang. Hvergang har vi boet på det samme hotel oppe i Passo Rolle. Vi har spist morgenmad med udsigt ud over langdistanceterrænet, og blevet inspireret hver eneste dag. Men lidet har vi vidst at starten skulle gå 400m fra hotellet, og slet ikke hvordan resultaterne skulle blive.
Nu ved vi det. Ida er verdensmester, Søren fik sin flotte sølvmedalje, og Goose kom endelig på podiet. Derudover rigtig fine præstationer af Emma og Marius.

Men hvordan når man dertil? Det er et godt spørgsmål, men svaret er nok ikke så kompliceret som man skulle gå og tro. "Hvor der er vilje, er der vej" sagde en junior engang på TV. Det er så sandt som det er sagt.
Denne Juniorelite indeholder så meget glæde, vilje og lyst til at blive bedst, at man ikke kan blive andet end inspireret af hinanden. Det er klart at ikke alle har lige meget succes, men alle påvirkes af succes'en, og alle kan se hvad der skal til for at blive bedst.
For fem år siden var jeg med til at sætte en ny standard for hvad der skulle til. I starten gav det en del clashes, og det var krævende at få ændret mentaliteten. Men nu er den hvor den skal være, det er nu løberne selv, der sætter overliggeren højt og vil endnu mere. Det er en sand fornøjelse at være en del af.

Foreløbbigt tak til Emma, Ida, Marie, Signe, Stine, Zenia, Folino, Goose, Kragh, Marius, Søren B og Søren S, det er fedt at være på tur med jer. Men husk, i morgen er det på med arbejdstøjet igen.

Jeg skal heller ikke glemme lederne. Sunes store arbejde, både hernede og derhjemme, det er kanon. Julie skaber en super stemning, og Ditte får løberne klare til nye udfordringer.

I håbet om endnu mere dansk succes
Lars

 kommentar (4)

 hviledagen venter

Anden dag til JWOC er forbi, og det er med lidt blandede følelser at jeg nu er på vej i seng og ser frem mod hviledagen imorgen.
Sprinten i går gik for mit vedkommende godt, dog havde jeg gerne set mig selv lidt højere på resultatlisten, ift den rigtig gode følelse jeg havde da jeg kom i mål. Sådan er det nu en gang, og det ændrer jo ikke på at jeg stadig er  glad for min egen præstation. Derudover gør det jo ikke humøret dårligere at Ida efterfølgende tog en forrygende sølv og Søren en 5. plads - ikke langt fra metallet.
I dag stod den på lang, og jeg tror at jeg taler for alle når jeg siger at det var HÅRDT.
Vejrguderne viste sig ikke fra deres bedste side, og jeg formåede personligt at løbe hele mit løb i en god gardin tordenbyge - bare spørg dem der var tilskuere om det var vådt og koldt. Jeg startede egenlig meget fint ud - stille og roligt med fin kontrol, men efterfølgende storbommede jeg et langstræk. Fandt derudover aldrig rigtig energien, og den power jeg ellers har haft følelsen af at have hernede i bakkerne kom aldrig. Måske fordi jeg lige har været syg, eller også har jeg bare ikke ramt dagen? Så for mit vedkommende blev det en lang hård kamp for at komme igennem en bane, der ellers var utrolig lækker rent teknisk.
Humøret røg dog helt i vejret, da Ida IGEN gjorde det, og minsandten gik ind og tog guld - fantastisk. Og ligeledes blev stemningen løftet endnu højere i danskerlejren, da Søren bobach gik ind og og tog sølvet. Og som om det ikke var nok, fuldendte Rasmus Thrane succesen med en 5. plads. - Hvilken dag. Fantastisk at være dansker.
Nu glæder vi os over dem der har haft succes, og ser frem mod kvalifikationen på mellemdistance torsdag. Jeg glæder mig ihvertfald personligt til at tage revance.
Ses senere, og håber i følger med derhjemmefra :-)

 kommentar (0)

 JWOC Lang - WUHUUUU!

Ida, Thrane og Søren. Tre danskere på podiet på kongedistancen LANG! Os som allerede nu er tilbage på hotellet og kun har kunne følge den spændende afslutning på computeren, er fuldstændig oppe og køre, og stemningen er nok endnu vildere ude på stævnepladsen i den danske lejr. Det er så sejt!

Det har været en ret vild dag, så jeg vil prøve at give et fyldigt referat af den, så i derhjemme i Danmark måske også kan mærke noget af stemningen :)

00:02 Luften er lummer, himmelen bliver lyst op af lyn og tordenbrag ruller ind over Fiera. Vi sover. Vores kroppe lader op. I morgen skal vi løbe langt!

06:30 Jeg vågner, og for første gang er det ikke morgenmadssult, men alarmen på mit ur som vækker mig. Morgenmad, optapning, pakke taske, morgenmad igen - afgang!

9:45 Sammen med Kragh og Zenia stiger jeg på bussen, som skal kører os til Passo Rolle. Da vi tidligere har boet i Passo Rolle kender vi turen rigtig godt, og er alle nogenlunde afslappet.

11:36 Fin stemning i startområdet. Hilser på lette, newzealænder og tjekke og går på toilet for fjerde gang.

12:19 Jeg siger farvel til Lars. Jeg har forklaret ham, at jeg vil løbe langdistancen, som var det en træning (for det er det jo i bund og grund også). Lars siger god for den, og jeg kan mærke at der er styr på nerverne :)

12:25 Jeg tager kortet, planen er klar: teknisk, med sikker attack strategi - kompas.

12:28 Jeg er næsten ved 1'eren, laver en lille fiskekrog. Klipper.

12:35 På vej til 3'erne. (Plan: krydse to grøfter, op på den store udløber, se den store sten, ned til punthøjen) Kommer op til den store sten, og ser er jeg er tæt på et grønt område. Forvirring. Stres. Flue i flaske og minutterne løber. Tilbage til sten -> post!

12:40 Har fundet 5'eren efter noget besvær. Tænker: Get yourself together lad. Kører resten af banen i truckertempo, med fin planlægning og udførsel.

12:56 Regn, lyn og torden. Jeg føler mig vild, mindes ikke at jeg nogensinde har været så gennemblødt på et orienteringsløb. Kommer til væskeposten, men drikker ikke. Regnvandet løber ned over mit ansigt og ind i min mund. Det smager af salt... FOKUS!

13:28 Løber op igennem opløbet. Glæder mig til at klippe sidsteposten. Jeg er tilfreds med størstedelen af banen, og kan se at jeg  ikke ligger vildt langt efter de førende. Det regner stadigt voldsomt, og der er ingen steder man rigtig kan komme i læ og blive tør og varm. Jeg klæder om, så hurtigt jeg kan og løber mod bussen. Passerer start og kan se gennemblødt Ida Bob løbe mod pre-start - GO GET THEM!

14:06 Falder i søvn i bussen. Vågner op 50 min senere i svedigt elka regntøj. Stiger af bussen i Fiera. Temperatur: 22 grader, sol :)

15:15 Tilbage på hotellet. Fyre op for "live results" med Stine og Marie. Jubel da vi ser at Ida vinder og Thranen og Søren Bob begge løber stabilt til podieplaceringer. Vi farer rundt i byen for at finde snor og balloner - det her skal fejres!

17:30 På værelse 407 ligger 50 oppustede balloner. Vi binder dem sammen og hænger dem op i indgangen til hotellet, efter med begejstring at have forklaret den italienske receptionist at DENMARK IS WINNING!

Resten af denne dag og resten af denne uge bliver en fest! I aften er der price giving for både sprint og lang, 5 gange skal vi se danskere på podiet. Hvidt, rødt, jubel! 

Vi har hviledag i morgen, og jeg vil bruge så meget af min energi som muligt på at samle tankerne om mellemdistance kval. Jeg vil gerne løbe mellemdistancen med den følelse, jeg havde på de sidste 2/3 af banen i dag. Det bliver sjovt - Jeg glæder mig!

 
 

 kommentar (0)

 Sølvmedalje på sprinten

Så er jwoc endelig igang, og det var en fantastisk start. Da vi først skulle løbe om eftermiddagen, havde vi en hel formiddag til at gå og glæde os til at komme i gang. Jeg startede sidst i feltet, så jeg havde rigtig meget tid, inden jeg skulle med bussen til start. Da tiden endelig nærmede sig, og jeg skulle afsted fra hotellet, sad jeg og kiggede på de ting, som jeg havde noteret ned om sprinten. Jeg sad helt og kom til at smile, da jeg læste dette, fordi jeg glædede mig så meget.

Jeg stod så endelig på startstregen og skulle i gang med løbet. Da jeg stod der, havde jeg helt styr på min plan, som var at være på forkant og finde et godt flyd, selvom det så betød, at jeg måtte tage toppen af farten.

Jeg fik fulgt min plan super godt og fandt et godt flyd. Jeg stoppede dog op ved nærmest hver post og læste næste stræk, da det var så intenst, at jeg ikke havde tid til at læse forud. Ved posterne fik jeg dog læst strækkene så godt, at jeg havde et super flyd, når jeg først forlod posterne.

Lidt over halvvejs på banen fik jeg en tanke: "Det her går da rigtig godt". Det var et sekund med overskud, og tanken ødelagde ikke min koncentration, som den ellers nogle gange kan gøre. Tanken fik mig til at fokusere endnu mere og have helt styr på teknikken. Det var super godt.

Sidst på banen havde vi en publikumspost, hvor jeg kunne høre danskerne heppe rigtig meget. Jeg vidste dog ikke, hvordan jeg lå, da jeg ikke kunne høre speakeren. Min mor råbte: "Det er en rigtig god tid". Jeg troede dog bare, at det var en positiv mor-kommentar, men det var en rigtig god tid. Og sølvmedaljen var i hus!

 kommentar (0)

 And so it begins...

   I går blev den officielle åbningsceremoni for JWOC 2009 afholdt i centrum af Fiera de Primiero. Nu er Junior VM i gang! Der er godt 3 timer til at de første juniorer løber afsted på sprinten, og adrenalinen kører allerede i rolige impulser gennem min krop. Den første bølge af spænding skyllede ind over mig i går, da vi løb sprinttræning. Fem intensive sprinter på mellem 400-600 meter som skulle løbes med fuld koncentration - 100 % fokus på teknikken! De små Italienske byer er karakteristiske ved at have et meget irregulært og snørklet vejnet med mange smalle gyder og skumle passager. For at få flyd i sit løb er det helt essentielt, at man laver god planlægning af strækkene og gør det så simpelt som muligt for sig selv. En vigtig ting jeg erfarede i går var, at jeg nok bør skrue mit tempo et par procent ned, så jeg ikke kommer på efterkant i orienteringen. Dem som præsterer bedst i dag, er ikke nødvendigvis dem der er hurtigst, men dem der laver færrest fejl!
   Jeg glæder mig vildt meget til at løbe sprinten, og det er mit indtryk at alle andre på holdet også har det sådan. Der er en ganske særlig stemning, ikke kun her på hotellet, men i hele byen. Fiera summer af orienteringsløb, overalt er der plakater og bannere, og uden for mange spisesteder og hoteller hænger fine o-skærme. I bymidten hænger hundredvis af små flag på snore fra lygtepæl til lygtepæl. Italienerne er generelt rigtig flinke og hjælpsomme, også selvom mange af dem ikke forstår eller taler særlig meget engelsk. Går man en tur i byen, kan man ikke undgå at møde løbere fra andre nationer, og fra balkonen på vores værelse kan vi vinke over til både irerne, newzealænderne, svenskerne og kroaterne. Så selvom nationerne er spredt på mange forskellige hoteller, er der alligevel meget kontakt mellem alle os løbere :)

Der er ingen tvivl om at denne uge bliver et brag af en orienteringsfest. Scenen er sat, stemningen er i top, vi er klar til at fyre den af!

 

 

 kommentar (0)

 16 timer så går det løs...

Efter at have boet i El Passo i 4 dage, er vi nu flyttet ned til JWOC-byen, Primiero de Fiera. Byen er pyntet op med flag i gaderne og orienteringsskærme i vinduerne af de fleste butikker og restauranter. Gadebilledet er præget af orienteringsløbere, herunder specielt JWOC-løbere i deres landsholdsdragter, men det er også tydeligt at publikumsløbene, der arrangeres sideløbende med junior VM, får deltagelse af rigtig mange. En norsk landholdsleder fortalte, at der alene fra Norge var 1500 deltagere.

Idag har vi også været ude på den sidste træning inden JWOC starter imorgen. Det var en sprint-træning bestående af 5 små sprinter a 300-600m, hvor vi trænede intensiv orientering i høj fart mellem gamle bygninger og i smalle gyder. At holde hovedet koldt i denne type orientering bliver formentlig afgørende for udfaldet af JWOC sprinten imorgen.

 

 

Sprinten finder sted i to mindre byer, Mezzano og Imer, ca. 4 km herfra. Første start i både herre og dameklassen er kl. 15.00 og sidste herreløber starter kl 17.51.

De danske løbere vil starte på følgende tider:

15.02 Søren Schwartz Sørensen
15.34 Marie Hauerslev
15.36 Stine Bagger Hagner
15.42 Marius Thrane Ødum
15.55 Signe Klinting
15.58 Zenia Hejlskov Mogensen
16.13 Rasmus Kragh
16.41 Emma Klingenberg
16.45 Rasmus Folino
16.51 Ida Bobach
17.25 Søren Bobach
17.40 Rasmus Thrane Hansen

Her til aften var vi del af en fantastisk åbningsceremoni. Gennem byens gader marcherede samtlige nationer gennem et hav af lokale tilskuere og publikumsløbere for at ende på byens torv. Her var der var opstillet flere storskærme og tribuner. Et af højdepunkterne under åbningsceremonien, som bør nævnes, var at Rasmus Folino, var blevet udvalgt til at læse en tale op sammen med en pige fra det italienske hold. Noget Rasmus Folino klarede i fin stil.

I forlængelse af den flotte åbningsceremoni idag, at der vil være storskærme på alle stævnepladser, at der vil være tv-transmission på RAI-sport+ efter hver finale og flere publikumsposter på hver distance, kan vi ikke andet end have store forventninger til den publikumsmæssige del af dette års JWOC. Endnu mere positivt er det, at både terræner og kort ser ud til at være helt i top. Vi kan derfor ikke andet end glæde os til den kommende uges JWOC konkurrencer, der uden tvivl vil berige os alle med en masse fantastiske oplevelser.

 kommentar (0)

 Så går det snart løs!

I morgen går starten på mit andet og sidste JWOC i Primiero, Italien. Sprinten er den første distance, og foregår i 2 gamle byer med et enorm deltaljeret centrum, som gør at sprinten absolut ikke bliver nem. Derfor har vi i dag trænet virkelig intens sprint af 5*300-600m intervaller, som skal give os et indtryk af hvor hurtigt man kan løbe uden at skulle stoppe op hele tiden eller bomme. Jeg personligt ser frem til sprinten med spænding, og jeg tror jeg taler for hele holdet, når jeg siger at det muligvis bliver den fedeste sprint nogensinde, med et helt fantastisk setup som italienerne har sat op. Generelt syntes jeg, at italienerne har overgået alle JWOC jeg enten har deltaget i eller været med som tilskuer på, så jeg er helt overbevist om at vi nok skal få en kanon uge, og forhåbentligt også nogle resultater vi kan fejre!
Og så lige en tak til alle medrejsende forældre, kærester, klubkammerater, bedsteforældre, søskende mm. som er taget herned for at heppe på os, det gør at man ikke føler sig helt så meget på "udebane". Tak.

 kommentar (0)